30. november 1999

Her i byen Taupo på Sunset Lodge sænker natten sig og det er tid til at læne sig tilbage og tænke over de sidste dage.

Få timer efter at vi sidst skrev til jer begyndte det at blive spændende i det gamle farmer-hus i Morere. Regnen væltede ned og den nærliggende flod begyndte at gå over sine bredder. Vi nåede at få bilen parkeret på den anden side af floden i sidste øjeblik før vandet skyllede henover broen, der forbandt os med omverdenen. En halv time senere var broen væk under 40 cm vand !
Vi blev indedøre og lagde mere brænde i kaminen. Næste morgen vågnede vi op til det smukkeste solskin og vi kunne endelig komme ud igen.

Vi kørte til Mahia-halvøen for at vandre lidt. Vi havde nu siddet stille i flere dage og rastløsheden begyndte at røre på sig.
Vi parkerede bilen og begyndte at gå langs et hegn til en mark. Det varede ikke længe før vi kunne mærke en frygtelig stank af råddenskab og snart stødte vi på kadaverne af et får og en ko. De lå meget tæt på hinanden dog uden at have synlig forbindelse med hinanden. Tæt ved under en lille gruppe udgåede træer løb et sygt får rundt. Der var ikke andet at se og vi gik undrende videre.
Snart kom vi til vandet og gik langs stranden. Kranier og ben overalt ! En sælsom fornemmelse af at gå i et område fyldt med sygdom og død. Vi har ikke set sådan en koncentration af død andre steder på det ellers så livlige New Zealand.

Vejen hjem blev lidt af et eventyr for den lille Toyota. Vi besluttede os for at tage "genvejen" hjem igen fra Mahia. Det blev til en meget smuk køretur på en times tid af en et-sporet grusvej op og ned af bjergene, imellem grønne bakker og igennem frodig skov. Flere steder var der jordskred på grund af den kraftige regn gennem det sidste døgn. På et tidspunkt blev vi "guidet" af en stor falk, der blev ved med at flyve få meter foran bilen. Den fulgte vejen og syntes at fortælle os, at den nok skulle holde øje med vejen for os.
Vi mødte heldigvis ingen biler på den smalle vej - for det havde der ikke været plads til.

Hjemme igen gik vi på opdagelse i bakkerne og skovene bag "vores" hus. En kort tur på halvanden times tid, der alligevel kunne gøre os lidt forpustede, for her går det enten op eller ned. Vi stødte på meget nyt - blandt andet en art fyrretræer med en bark så blød som var de beklædt med et tykt lag stof. - Meget fine at røre ved.
Hvis Tolkien manglede inspiration til naturbeskrivelserne i sine bøger, var det her han kunne finde den.

Vi har haft nogle gode snakke med vores vært Geoff, der er fårebonde - ved siden af lidt skriverier til avisen, forpagtning af de varme kilder og meget andet. Han har belært os om at det er meget naturligt at have 5000 får og cirka 200 hektar jord. Vi spurgte ham om man måler jordens areal på overfladen eller som grundflade. Altså om man måler op ad bakke og ned igen, eller om man blot måler vandret gennem bakkerne. Og man måler altså grundfladen, hvilket betyder at Geoff's 200 hektar måske er lig med 400 hektar overflade ! Hmm.. det er faktisk et temmelig stort areal, når fårene skal gennes hjem.

Vi nøjes med mindre de næste dage, hvor vejret forhåbentlig tillader os at tage nogle udflugter til omegnen. Vi bor få hundrede meter fra en meget stor sø i hjertet af New Zealands nordø. Bøgerne fortæller, at her er meget spændende at opleve og vi gør gerne forsøget i morgen.