3. maj 2000

Vi har lige siddet og drukket en øl og set fjernsyn oppe i pubben i byen Thargomindah, hvor vi ifølge de lokale er strandet. Vi ankom sent i eftermiddags efter en lang og meget våd kørsel, hvor bilen gennemgik et farveskift fra grøn til rødbrun. Alle veje fører til Thargomindah - og ingen fører ud. Alle veje er lukket og der er ingen udsigt til bedring.

Vi forlod Blackall den anden dag og kørte for første gang i meget lang tid på grusvej igen. Det var en fornøjelse at komme væk fra den sorte asfalt og ind på gruset, hvor det på den flere hundrede meter lange støvsky efter bilen var tydeligt at se, at vi kom fremad.
Vi havde i Blackall været inde på politistationen for at høre nærmere om vejenes tilstand mod syd og endelig - endelig syntes det at lykkedes for os. Den søde politi-dame ringede lige til stationen i byen 300 kilometer mod syd og fik at vide, at vejene så fine ud.
Så vi satte glade ud og nød at få støvet til at hvirvle på vejen. Der gik dog ikke længe før en let støvregn satte en stopper for støvet. Man havde talt om regn, men den burde ikke komme allerede så tidligt på dagen. Heldigvis kunne vi efter en halv times tid slå vinduesviskerne fra og køre videre af en let blød grusvej. Den var endnu ikke tørret ud efter den sidste tids megen regn, så den var god blød at køre på - ikke fedtet eller mudret - bare blød - som at køre på ler.
Vi havde godt 300 kilometer foran os til Quilpie, hvor vi skulle til at tage en ny beslutning. Skulle vi køre længere mod syd af grusvejene eller skulle vi lidt mod øst igen og tage asfaltvejen.
Vi havde planlagt tre mulige ruter sydpå - den rigtigt sjove: ad et spor ned gennem ørkenen; den acceptable rute: en større grusvej; eller den kedelige omvej: asfaltvejen, som ville forøge turen med knapt 900 kilometer. Vi håbede jo på, at vejret tillod os at komme ind mod ørkenen, men vi havde ingen anelse om, hvordan det så ud. Det var længe siden, at vi havde haft telefonkontakt og dermed mulighed for at få vej-rapporter over områderne, vi ville køre i. Når man spørger i en by, kan man kun få de lokale vejtilstande - de interesserer sig - forståeligt nok - ikke for vejene 500 kilometer væk. Så vi havde altså planlagt at køre ned og se tingene an.
Som vi kom kørende der på vejen til Quilpie, så vi pludselig en hund. Vi kunne på lang afstand se den stå på vejen og troede, at det var en dingo - en vild hund. Men da vi kom tæt på, kunne vi se, at det var en ganske almindelig fårehund. Den så temmelig gammel og sløj ud og vi var meget langt fra nærmeste farm. Vi kunne ikke forestille os anden grund til at den var der, end at den var blevet smidt ud hjemmefra - kørt langt væk fra hjemmet og forladt.
Hvorfor gør man det mod en hund, som har tjent en i mange år ? Hvis hunden er gammel og syg, hvorfor skyder man den så ikke ?
Denne gamle stakkel kunne nu få lov til at passe sig selv ude i ødemarken og selv støve sin mad op - gigtsvag som den tydeligvis var - den kunne dårligt gå.
Vi kunne ikke bare køre forbi den. Vi stoppede og den kom tillidsfuldt humpende over til os.
Den fik lidt klø bag øret og en skål med vand. Jesper gik på jagt i bilen efter lidt gammelt brød eller anden mad, som vi kunne undvære. Efter lidt tid kom han ned til vores nødrationer, der består af dåsemad. Her fandt han to dåser indeholdende noget, der ifølge etiketten skulle være irsk stuvning. Vi ved fra tidligere, at dette ikke passer - eller at de i Irland har en meget ringe madkultur - så disse dåser blev hurtigt åbnet, og hunden fik lidt mad.
Den kunne dårligt stå på sine ben, mens den spiste og da den havde slikket skålen ren, lagde den sig prustende ned midt på vejen.
Vi brugte herefter et kvarter på at lokke den ind i vejkanten, så den ikke blev kørt over af den næste bil. Den var jo ikke så hurtigt til bens og så iøvrigt ud til at være ved at falde i søvn.

Det var med tunge hjerter, at vi overlod hunden til sig selv, for vi vidste godt, at det kun var en stakket frist, vi havde givet den. Den kunne ikke klare sig selv og der ville ikke gå mange dage, før det var den, som ørnene sad og hakkede i.

Vi overnattede i Quilpie og kunne fra midnat høre regnen tromme mod teltet. Der røg den chance for at køre på grusvej, tænkte vi. Men da vi her til morgen kørte ind på en tankstation for at fylde op og spurgte os for med hensyn til vejtilstande.. så blev vi sendt ind i en el-butik ved siden af, for indehaverens forældre boede på den vej, som vi ville køre - og derfor måtte hun jo vide besked.
Vi fik her at vide, at det burde være muligt at komme igennem til byen Thargomindah, selvom der nok ville være lidt vand på vejen.
Det regnede støt, da vi satte ud af byen og snart fandt grusvejen. De første 20 kilometer gav ingen problemer, men herefter begyndte det at blive mere spændende. Regnen omdannede vejen til et rigtigt 4wd-spor med masser af mudder, hvor man skulle holde tungen lige i munden og hastigheden lav.
Som vi langsomt bevægede os sydpå begyndte vejen også at blive oversvømmet. I starten var det kun store vandpytter på 5-10 meters længde, der skar vejen, men som tiden gik og regnen fortsatte blev det til hele søer, som skulle forceres.

Det var med en sød gysen at vi kørte gennem vandet, som vi ikke kendte dybden på. - Vi kunne se kantpælene, som fortalte os, hvor vi burde køre, men ellers var der bare vand, vand, vand... nogle gange 100 meter frem - tit meget længere. Vejen var bare væk og det samme var de marker, som burde omkranse vejen.
Det var næsten for godt til at være sandt. Vi havde regnet med en smattet grusvej, men her fik vi et eventyr uden lige - og vi vidste at det ville blive bedre (- eller værre...)
Halvvejs ned af vejen - godt 75 kilometer fra Quilpie gjorde vi holdt ved Toompine Hotel. Det var ret morsomt, for det var ikke andet end et lille skur, som udgjorde "hotellet". Men her kunne vi da få en kop kaffe.
Da vi kom ad vejen, så vi pludselig en lille to-personers flyvemaskine holde i vejkanten - og det var altså der, at "hotellet" lå. Da vi var kommet indefor og havde bestilt kaffen, kom vi i snak med ejeren af flyvemaskinen.
Han var kommet fra Østkysten og trængte til lidt frokost inden han skulle videre mod Mount Isa, så han var landet på vejen ude foran Toompine Hotel.
Der gik en times tid med snak med piloten og det holdt op med at regne.

Vi lagde fra kaj og begyndte den videre "sejllads" ned ad vejen. Det blev rigtigt nok værre med hensyn til vejens tilstand, men for os betød værre bedre.
Vi kunne ikke køre hurtigere end 40 km/t, når det gik hurtigst, for den smattede vej fik bilen til at køre sidelængs.
Verden forsvandt ofte for os i et brunt tæppe af muddervand, der blev slynget op over bilen, når vi ramte et hul i vejen, hvor vandet stod lidt dybere.
Ofte forsvandt vejen fuldstændigt i brusende floder af vand, som overskyllede den.

Sålænge vandet var under 40 centimeter dybt, var der ingen fare ved at køre igennem det, selvom der var kraftig støm, for vandet kunne let flyde under bilen. Men når dybden nærmede sig de 50 centimeter, kom risikoen for at blive skubbet til side af vandet, da det der kom op og kunne trykke på siden af bilen.
Da vi pludselig så, at der kun var 5-8 centimeter tilbage af kantpælene oven vande, kunne vi meget hurtigt regne ud, at vi var kommet over den kritiske grænse. Men det var der ikke tid til at bekymre sig om - for vi var midt ude i det. Der var ingen mulighed for at stoppe og vende om - vejen var.. fremad.

Heldigvis kom vi sikkert frem til Thargomindah, hvor vi så kunne konstatere, at vi havde fået et lille problem med bagbremsen. Mudder, sand og sten havde sat sig i bremserne og slidt dem fuldstændigt ned. Der var ikke mere tilbage og det gav nogle forfærdelige lyde bagfra, hver gang man bare tænkte på at røre bremsepedalen.
Thargomindah er ikke nogen stor by. Måske er der et par hundrede indbyggere - og de sværger til japanske biler, så reservedele til en Land Rover har man ikke på lager.
Vi fik at vide af byens øverste myndighed - damen på tankstationen - at alle veje ud af byen er lukkede. Selv på den kedelige asfaltvej mod øst er der et problem, nemlig en flod, som der på nuværende tidspunkt er "point 6". Dette "point 6" kan oversættes med "strømmer kraftigt 60 centimeter over vejen".
Måske er vi strandet her... Vi har indset, at vi ikke kan komme længere mod vest ad grusvejene - og slet ikke med manglende bagbremse, for der vil være knapt 1500 kilometer til nærmeste mulighed for reservedele - med mindre at vi får dem fløjet ind.
Jesper blev kreativ her til aften og lavede en nødreparation, der for en tid har sat bagbremsen ud af drift, så vi kan komme videre uden at skulle høre på skurren og skrumlen omme bagfra. Det betyder dog, at vi har en noget nedsat bremseevne - men hvem ønsker at bremse, når man blot vil fremad ?
Nu går vi til ro og krydser fingrer for, at floden kun er "point 4" i morgen, så vi kan slippe sikkert over og komme videre sydpå - ad den kedelige men sikre asfaltvej.