21. marts 2000

Så sidder vi her under en dadelpalme og nyder livet - ja det vil sige at Helle er lidt tosset over myggene - på 10 minutter har hun fået 12 myggestik. Så om lidt går vi indenfor vi vores nye air-conditionerede hjem.. Ja, lige nu bor vi i en lille campingvogn i baghaven hos Corey, der har Alice Lodge i Alice Springs.
Campingvognen står lige under en høj palme og en gang imellem kan vi høre et dunk, når en dadel falder ned fra træet.

Vi har slået lejr i den hyggelige by for en tid. Det skyldes flere ting. For det første skuffelsen over at endnu flere spændende veje end forventet er lukkede, for det andet fordi vi har en del praktiske ting at ordne, og for det tredie fordi vi egentlig trænger til at forkæle os selv lidt.
Så vi har taget nogle dage uden kørsel, hvor der er blevet læst bøger, badet i swimmingpoolen, set fjernsyn (!! første gang i 1,5 måned) og rigtigt hygget.

Vi havde egentlig tænkt os kun at blive i Alice Springs et par dage for at se, hvordan vejene nordpå artede sig. Vi ville så køre rundt i omegnen af byen (radius 400 km), hvor der også er nogle smukke ture. Men vejene nordpå er ikke ok endnu, og de smukke ture har været lukket længe, så vi besluttede at det nu var tid til at slappe af.

Jesper var hos politiet i lørdags og kom hjem med en laaang liste over de veje, som var lukkede. Men samtidig kom han også med navnet på et sted, som politiet mente var et besøg værd, og som var åbent, Rainbow Valley.
Vi kiggede på kortet og kunne se, at der var 22 km 4wd-kørsel ned til dalen fra hovedvejen. Og 22 km god kørsel i svært terræn er jo ikke at kimse af. - Det skulle nok blive sjovt.

Vi var på vej til Rainbow Valley i går, men det blev spoleret - af Morten. Nej, ikke samme Morten som sidst - de danskere vi møder, hedder bare næsten alle Morten.
Vi gik på gaden i byen på vej til en snack-bar for at købe lidt mad til turen, og bedst som vi gik der, kom et par imod os og sagde: "der har vi nok nogen fra klubben". Ja, det var altså Morten og Lone fra Land Rover-klubben (Midtsjælland) og de kunne kende bilen fra tidligere. Morten arbejder som landmand i Vestaustralien og hans kæreste Lone er på besøg et halvt års tid. Netop nu var de på en lille ferie rundt i Australien med bus.
Snakken og dermed tiden gik som så ofte før og det blev alt for sent til at køre til Rainbow Valley. I stedet gik vi tur i byen og kiggede på de talrige turist-butikker, hvor man kunne købe det "unikke" og "originale" masseproduceret aboriginal-"kunst". Der var rigtigt mange flotte ting, men priserne er alt for høje for noget, der tydelig vis var serieproduceret og ikke lagt meget sjæl i.

I dag fik vi så vendt snuden mod Rainbow Valley og efter 80 kilometers landevej nåede vi til den vilde vej. Et stort rødt skilt forkyndte, at de næste 22 kilometer ville være meget svære og at firehjulstræk absolut var en nødvendighed. Det lød rigtigt lovende og vi fik straks klædt om, så vi havde støvlerne og de beskidte bukser på - klar til kamp.
Men... de første 21,9 kilometer kunne vi have kørt i en Morris Mascot. Det var en ganske almindelig grusvej - faktisk en af de bedre - og der var ingen brug for alle kundskaberne. Derefter kom så 50 meter med lidt løst sand og så lige et par mudrede vandhuller, vi skulle igennem. Vi var faktisk ret skuffede, men parkerede så bilen og gik ind i dalen.

Her kunne vi igen se de fantastiske forandringer, som naturen med tiden gennemgår. Nogle meget høje kalkstensvægge stod spredte steder og lyste i mange farver. Der var lag af hvid, gul, rød og brun kalksten (plus mange mellemliggende nuancer). Det var resterne af den 40 millioner gamle jordoverflade, der stod tilbage som disse farvestrålende vægge.
Det meste af den daværende overflade er vasket væk af regnvand gennem tiden. De få meget flotte rester stod der og tårnede op over de store flade ler-planer, som lå spredte omkring dalen.
Ler-planerne er oftest udtørrede og ligger som flere kvadratkilometer store helt plane flader. Nogle steder sprækker overfladen dog og meget smukke mønstre tegner sig.
Et af ler-planerne var dækket af vand og et andet udtørret. Vi havde set nogle billeder, som viste forskellen i dalen mellem en våd og en tør periode. Sikken forskel - og nu stod vi så midt imellem.

Frokosten blev i dag indtaget på et roadhouse lidt længere sydpå på hovedvejen. Vi havde talt om at tage en "bagvej" tilbage til Alice Springs ad en grusvej, men vi ville dog lige sikre os, at den ikke var alt for medtaget. Tidligere erfaringer har jo vist, at man skal spørge sig godt for, inden man tager en 180 kilometer genvej sidst på eftermiddagen.

Men vi fik at vide, at vejen var helt fin. Den var tørret igen, så der ville ingen problemer være for os.
Ok, det lød jo bare godt. Denne "fine" grusvej viste sig dog at være en hel del værre end den "svære" 4wd-vej, som vi kørte på tidligere på dagen. Masser af dybt løst sand og en hel del huller gjorde den smalle vej til en sjov køretur.
De første 70-80 kilometer blev kørt gennem en kvægfarm. For hver 10-15 kilometer måtte Helle ud og åbne (og lukke) en låge over vejen - så gik dén indhegning ikke længere. Hvilken farmers marker, vejen gik igennem, ved vi ikke, men det var et meget smukt landskab, han ejede.

Farven fra den røde jord trådte tydeligt igennem den sparsomme grønne vegetation og her fik vi en meget bedre fornemmelse af begyndende ørken. Ikke langt østpå ligger den næste store ørken, Simpson Desert.
Hvor vi nu kørte, var der ingen træer, og vi kunne se langt til små bjerge og fine bakker. Trods de manglende træer var der et fugleliv uden lige og vi så mange arter, som vi ikke før er stødt på. De levede godt i de buske, som var hist og her.
Vi krydsede en flod (gennem vandet) og kom til at køre langs en jernbane et stykke tid. Snart drejede vejen nordpå og vi var på vej mod Alice Springs.

Nu sidder vi så her igen og har netop fået en fax ind af døren, som fortæller at et af vores andre udflugtsmål er genåbnet. Nu begynder det at lysne, selvom natten falder på.