25. november 1999

Nogle dage er gået siden I sidst hørte fra os, for vi har tilbragt nogle dage østpå, hvor vi ikke har haft mulighed for at tilkoble os Internettet.
Området er fattigt med en arbejdsløshedsprocent på over 60. Her bor hovedsageligt maorier og de fleste (også hvide new zealændere) taler maoriernes sprog foruden engelsk.
Da området er fattigt har de store mobiltelefonselskaber ikke set nogen grund til at dække dette område. Så vi må vente med at vise jer alle vores ting, til vi kommer til andre områder.
Husene, der alle er (var) af træ, er ubehjælpsomt flækket sammen med lidt bølgeblik og hvad man nu ellers har ved hånden. Maling.. tjaa.. det fik huset da den gang det blev bygget og ryger der en rude, kan man da bare bruge lidt plastic. - man kan jo altid gå udenfor, hvis man vil se noget.

Ja, så er vi kommet til endnu et dejligt sted. Helt ude på østkysten, hvor vi er de første i verden til at se morgengryet til en ny dag - en sælsom tanke.
Stedet, hvor vi bor, hedder House of the Rising Sun. Kvinden, som ejer huset, er en lille sød overstrømsk og forvirret smilende japaner, som knapt nok kan tale engelsk. Sært nok forstår vi hinanden alligevel.
Hun har et citrontræ i haven, som vi har fået lov til at plukke frugter fra, og en veranda med store røde blomster. Fra verandaen kan man sidde og se ud over hele bugten eller man kan tage en lur i den bløde lænestol.
Ikke nok med at man her er først til at se de smukke solopgange. - I går så vi den smukkeste måneopgang man kan forestille sig. En kæmpestor rød måne steg op af havet og farvede nattehimlen orange. Oplevelsen varede ikke længe, for mørke skyer hang over himlen og månen blev snart skjult bag dem. Men i de 10 minutter det varede, blev vi meget rigere.

Tirsdag morgen havde vi endelig besluttet os for at tage videre fra Steve's paradis. Det var en svær beslutning, for stedet var så godt for os. Klokken ca 10.15 (vi skulle checke d 10.30), mens vi var i gang med at pakke sammen, stak han hovedet ind til os og spurgte: "Would you nice coupple like a cup of real coffee before you leave ?". Og ja tak, det ville vi jo gerne.
Det resulterede i at vi blev hængende og snakkede livsfilosofi i 3,5 time ekstra. Vi rundede mange emner og fik også talt en del om livsdrømme.
Steve var begejstret for vores drøm om at køre gennem Australien i Land Roveren, og han røbede for os, at han havde brugt tre dage på at lede sit hus igennem efter en ganske bestemt bog, som han ville give os. En bog om 6 skøre englændere, der som de første kørte turen fra England til Singapore i to Land Rovere; vel at mærke i 1950'erne. Denne bog indeholder mange tanker omkring sådanne livsdrømme og samtidig kan den måske også give os lidt praktiske tips med på vejen.

Endelig kørte vi afsted og stødte snart ind i (endnu) et vejarbejde. Masser af løse sten de næste 4 kilometer. Vi kørte afsted med 25-30 km/timen, men alligevel skete der det, at bilen begyndte at sige mærkeligt. En sten havde sat sig fast i den højre forbremse og den hylede og skreg indtil vi endelig kunne finde et sted på den snoede bjergvej, hvor vi kunne holde ind.
Jesper måtte i gang med at tømme bilens bagagerum på jagt efter værktøj til at skille bremsen med.
Efter 20 minutter smilede Jesper veltilfreds. Nu var den klaret, meldte han, og vi kunne køre videre mod næste destination.
Tiden og vejen snød os, så vi måtte overnatte i en hytte på en campingplads. Det var virkelig antiklimaks at skulle tilbringe natten i en hytte, som lugtede af mug og som iøvrigt var udklækningssted for myggelarver. Der var temmeligt beskidt og vi syntes at prisen urimelig høj for denne standard. Men når man er sent ude, må man jo nøjes med hvad man kan få.
Næste morgen var der ikke tid til at spise morgenmad. Vi ville bare væk ! Så morgenmaden indtog vi i vejkanten oppe i bjergene med udsigt ud over bløde grønne bakker med små uldtotter gående brægende omkring.
Herefter kørte vi mod stranden.
Varmen blev nu så kraftig, at Helle var ved at blive vanvittig. Det ligner hende ellers ikke at søge væk fra solen, men denne dag var det for meget.
Jesper var nødt til at bygge et telt til Helle midt på stranden og Jesper sendte en stille tak hjem til Henrik og Dorthe, som havde forsynet os med et stort camouflage-tæppe samt forskellige stropper, der nu forvandledes til et fint skyggefyldt sted til Helle. Så blev der fred.

Og fred er der også her, hvor vi nu sidder og lytter til regnen på taget over verandaen, mens katten tigger Helle om lidt mælk.
Vi bliver her til i morgen. Så er vi nødt til at køre længere vestpå og få sendt nogle e-mails, for der er fødselsdag i familien derhjemme.