21. november 1999

Det er tidligt om morgenen, man strækker sig og har egentlig mest lyst til at blive liggende en halv times tid mere. Alligevel står man op, laver en kop kaffe og trænger vel mest til et dejligt varmt bad.

Det var hvad vi tog den anden morgen. Men ikke et helt almindeligt bad. Et varmt karbad på en strand ti meter fra Stillehavet. Halvanden meter høje bølger bruser ind mod stranden og bliver brudt af den ensomme klippe, der knejser få meter ude. En besynderlig følelse. Vandet er vel 45 grader varmt. Lidt varmere er det i den ene ende af del hul, vi har gravet i sandet lige over de varme kilder.
Vi er på Hot Water Beach og rundt omkring os ligger folk i dampende huller i sandet; andre er i fuld gang med at grave deres hul det helt rigtige sted, så temperatur og udsigt er perfekt.

Man tager en spade og laver et enkelt spadestik et sted på stranden. Trænger der varmt vand op i hullet er det et godt sted at grave. Hvis ikke, skal man blot prøve en meter ved siden af. Nogle steder er vandet så varmt at man brænder sig på det.

Man kommer et par timer før tidevandet kommer ind og begynder at grave sit hul. Når dette er nogle kvadratmeter stort og 30-40 cm dybt er karbadet klar. Her kan man så blive liggende indtil tidevandet skyller op over stranden, fylder dit hul med koldt vand og sletter alle spor på stranden efter de mange besøgende som skulle have deres varme morgenbad.

Fra Paradis til Helvede - og tilbage.

Vi går på en smal sti mellem buske, palmer og træer der lukker sig over os. Solen stråler skinner ned mellem træerne og ved siden af os, langt nede kan vi høre Okere vandfaldene buldre. Vandmasserne bruser afsted og vi kan se tusindevis liter vand vælte ud over klippen og forstøves til en regnbue i solen, før det atter samles og løber videre i floden.

Her er utroligt frodigt i dette lille paradis. Vi går i hver vores tanker, langt væk er vi, men alligevel nærværende. Snart er lyden af vandfaldene dæmpet af træerne og fuglenes sang går lige i hjertet. Snart kan man ikke høre andet en buldrende storm af vand, der ikke kan holdes tilbage. Dette er ikke et sted for samtale. Her tænker man, oplever, sanser; vi er en del af verden.
Vi stopper et sted og ser på unge vanvittige mennesker, der forsøger at tæmme den voldsomme flod i små kajakker. River Rafting, tak skal du ha'. Det er voldsomme kræfter de er oppe imod.

Vi går tilbage, væk fra floden. På et øjeblik bliver der stille og nu bryder en velkendt sang frem: Solsorten ! Det er næsten som at være hjemme på en sommerdag. Blomsterne blomstrer, bierne flyver og en solsort fløjter sin velkendte melodi. Vi kommer frem til det dejligste grønne bakkelandskab, hvor fårene græsser og en lille plet indbyder os til at sidde og spise frokost.

Et goldt landskab med boblende sorte søer og kogende svovl, giftige dampe og en ulidelig stank. Intet gror her, hvor røgen står ud af klipperne og hver eneste lille vandpyt koger og syder. Vi er gået ind af porten til Helvedet.
Lidt øst for Rotorua ligger Hells Gate, der er et område med stor termisk/vulkansk aktivitet. Her vokser intet, for lige under os er klippen så varm, at alt er brændt væk. Det ryger fra jorden og damper fra de mange giftige vandhuller med grafit og svovl. Flere vandhuller kender man ikke dybden på, men man ved at vandet er op til 115 grader varmt. Her er en stank uden lige og utallige skilte fortæller os, at det er livsfarligt at gå uden for stierne - vi skal nok blive på vores pladser.

Dette er virkelig Helvedes forhave. Det er en stor kontrast til der hvor vi lige kom fra. Man forundres over at der kun er få kilometer mellem Paradis og Helvede. Samme lille afstand, som der er mellem genialitet og vanvid.

Vi fortsætter vores rejse østpå og ender på et forunderligt hostel nær byen Opotiki. Her i et tilsyneladende hjemmebygget hus uden de store faciliteter men lige ud til vandet bor vi nu i et dejligt værelse til leje hos Steve.
Han er lidt af en særling, men utrolig flink og hjælpsom. Huset, tror vi, er hjemmebygget og ikke af særlig høj håndværksmæssig kvalitet, men det ser ud til at være bygget med kærlighed. Denne fyr, Steve, har selv gået og flikket tingene sammen og har skabt et sted med en helt speciel atmosfære.

Vi har været her en time og den smukkeste regnbue bød os velkommen. Vi føler en utrolig ro og glæde på dette sted. Her bliver vi nogle dage og tager herfra som nye mennesker. Vi er tilbage i Paradis.